Om Horsens Roklub

Motion – Socialt samvær – Naturoplevelser –         DSC00733

de tre ting står Horsens Roklub for.

  • Motion betyder roning i et tempo, hvor de fleste kan være med. Ben, arme og ryg styrkes. Men klubben tilbyder også ”sved på panden”-roning på Horsens Fjord og kaproningstræning, med endnu mere sved –  på Bygholm Sø.
  • Roning er en meget social aktivitet, fordi der normalt er mindst tre i en båd. Ved de to åbne roaftener hver uge sommerhalvåret igennem er der efter roningen kaffe og brød i klubhuset – for en tier.
    Men der kan naturligvis ros på andre tidspunkter.
  • Daglige ture ud på fjorden eller på søen byder på frit udsyn til smuk natur. Det gør langture – en halv dag, en hel dag, en halv nat, en weekend eller en uge – også.

Horsens Roklub har 105 medlemmer. De fleste er seniorroere – over 18 år.

Roning på vandet er fra april til november. Hele året kan man bruge ergometre (romaskiner) i klubhuset, men især i vinterhalvåret anvender mange ergometre. Der tilbydes ergometerspinning til musik og også deltagelse i 8’er grand-prix. Som noget nyt fra efteråret 2021 har vi nu også E-roning ved brug af ergometre. Der arrangeres vintergå-ture hver søndag klokken 10. Fælles middage afholdes jævnligt i årets løb.

I det store klubhus på Langelinie (Lystbådehavnen) er der en bådhal med værksted, et stort og et mindre mødelokale, et køkken og omklædningsrum. Ved Bygholm Sø (nabo til Kystens Perle) er der et hus med både, omklædningsrum og toilet. Begge steder har roklubben pontonbroer, som bådene sættes i vandet fra.

Klubhuset ved fjorden rummer inriggerbåde af træ: to-årers, fire-årers og en kirkebåd med plads til 14 roere. Desuden har vi 2’er coastalbåde og en 1’er coastalbåde.
Outriggerne – singlescullere, dobbelscullere og firere-scullere , en del af dem er af glasfiber – ligger i huset ved søen. Her ligger også Edon-bådene, som er singlescullere med ”støttehjul” for uøvede/usikre roere.

Nye roere tages normalt ind i april måned. Efter en kortere instruktion bliver ”kaninerne” frigivet med ro-ret i inriggerbåde. De kan senere opnå rettigheder til at ro i coastal og scullere, men også som kortturs- og langturs-styrmand og uddannes til at instruere.

 

Feb.2022

Vores sponsorer holder os flydende - tak!

https://www.horsens-roklub.dk/wp-content/uploads/2024/01/Eroning-forside.png